Vorlage:Gymnasium Metropolitanskolen var en skole beliggende i Struenseegade på Nørrebro i København, et gymnasium med historie helt tilbage til 1200-tallet. Oprindelig kaldtes skolen Vor Frue Skole eller Domskolen og lå ved Frue Plads inde i byen, men i 1802 fik den navnet Kjøbenhavns Latinske Cathedralskole. Det førte til protester fra Roskilde Katedralskole, da begge skoler lå i Sjællands Stift og der kun måtte være én katedralskole i hvert stift. Ved kongelig resolution af 19. september 1817 fik skolen derfor sit sidste navn. I 2009 havde skolen 800 års jubilæum, og i 2010 blev den sammenlagt med Østre Borgerdyd Gymnasium under det fælles nye navn Gefion Gymnasium.
Skolebygningen i Struenseegade har huset Femmers Kvindeseminarium og senere Hans Egedesgades Skole, der blev nedlagt i 1938, da Metropolitanskolen flyttede ind.
Skolen er nok bedst kendt gennem Hans Scherfigs roman, Det forsømte forår der udkom i 1940. Skolen var kendt som en institution rettet mod den absolut øvre middelklasse og borgerskabet. I sine seneste år var skolens grundlag et helt andet, og man formåede at åbne op og ændre sig i takt med tiden. I 2009 var skolen, efter nye finansieringsmodeller, der tilgodeså de gymnasier, der hurtigst bragte flest elever frem til studientereksamen, blevet hårdt ramt. Skolens mange elever fra hjem, der ikke havde en boglig tradition, førte aktuelt til stærk økonomisk belastning. Skolen var i slutningen også kendt som et af de danske gymnasier med højeste andel af unge efterkommere af indvandrere.
Vigtige årstal
- 1209 formodes oprettet sammen med Vor Frue Kirkes kapitel, og kaldes Domskolen eller Vor Frue Skole
- 1246 nævnes en rektor Toti ved skolen
- 1377 skolen lå nord for Vor Frue Kirke ved Nørregade
- 1468 skolen lå syd for Vor Frue Kirke mellem nuværende Dyrkøb og Skindergade
- 1807 skolen ødelagdes under bombardementet i starten af september, midlertidig undervisning i Vajsenhuset og senere Trinitatis præstegård
- 1816 den 23. april indviedes den ny skolebygning i Fiolstræde øst for Vor Frue Kirke, tegnet af C.F. Hansen
- 1817 ved kongelig resolution 19. september 1817 fik skolen navnet Metropolitanskolen
- 1923 piger fik adgang til den klassisk-sproglige linje
- 1938 flyttede til Struenseegade 50 i en bygning tegnet af Alf Cock-Clausen
- 1955 piger fik adgang til den nysproglige linje
- 1957 piger fik adgang til den matematisk-naturvidenskabelige linje
- 1986 overtoges fra 1. januar af Københavns Kommune
- 2007 gjordes fra 1. januar til en selvejende institution under staten
- 2009 skolen havde 800 års jubilæum. Dette fejredes d. 4. september ved et arrangement på Københavns Universitet
- 2009 udgav Post Danmark to frimærker tegnet af Roald Als i anledning af skolens 800 års jubilæum
- 2010 skolen sammenlagdes med Østre Borgerdyd Gymnasium under navnet Gefion Gymnasium
Kendte studenter
Ledelse (rektorer)
- 1246 Toti
- -
- 1698-1705 Søren Glud
- -
- 1777-1803 Skúli Thorlacius
- -
- 1844-1871 Bonaparte Borgen
- 1871-1882 Frederik Christian Carl Birch
- 1882-1885 Lorentz Andreas Christian Bergmann
- 1885-1902 Valdemar A. Bloch
- 1902-1918 Hjalmar Rafn
- 1918-1921 Oluf Krag
- 1921-1927 Karl Hude
- 1927-1940 Julius Nielsen (1874-1940)
- 1942-1945 Vilhelm Lorenzen (konstitueret)
- -
- Sidste rektor før sammenlægning: Hans Lindemann
Litteratur
- C.A.S. Dalberg & P.M. Plum, Metropolitanskolen gennem 700 Aar, Gyldendals Forlag, København, 1916.
- Hvilket forår : 800 år – et Danmarksbillede set gennem Metropolitanskolen : fra Danmarks fineste skole til et gymnasium i brændpunktet på nutidens Nørrebro. Redaktør: Hans Lindemann et al. København 2009.
Eksterne henvisninger
- Metropolitanskolen – Officiel hjemmeside
- Metroannekset – Skolens hjemsted fra 1816 til 1938
- Politiken.dk – Om taksameterordningens betydning for Metropolitanskolen
- Arkivoversigt – Skolebygningens tidligere anvendelse
Kategori:Gymnasier i Danmark Kategori:Nørrebro Kategori:Uddannelsesinstitutioner i København Kategori:Etableret i 1209 Kategori:Ophørt i 2010