Automatic Identification System
AIS er en forkortelse for Automatic Identification System og er et maritimt radiosystem til automatisk identifikation af skibe og andre enheder i forbindelse med søfart. Systemet fungerer ved at fartøjer, som er udstyret med en AIS-radiotransponder med mellemrum udsender en digital radiobesked på et reserveret VHF-bånd. Beskeden indeholder blandt andet informationer om skibets navn, position, kurs, fart, dybgang m.v og kan modtages af andre AIS-radiotranspondere, som er indenfor rækkevidde. Modtagerens udstyr kan derefter præsentere informationerne om skibet på et display eller på et elektronisk søkort. Det er også muligt at sende tekstbeskeder via systemet, herunder f.eks. vejrmeldinger og navigationsadvarsler.
Udover at systemet kan bruges til navigation, kan man via landbaserede AIS-transpondere, såkaldte base stationer, modtager de kontinuerligt udsendte beskeder fra skibstrafikken, og derved få et detaljeret overblik over trafiksituationen. Dette åbner nye muligheder for at overvåge skibstrafikken og f.eks. foretage vurderinger af om farvandsafmærkningen er tilstrækkelig. I forbindelse med opklaring af søulykker og miljøulykker, kan det data som er indsamlet af systemet være afgørende bevismateriale.