Spring til indhold

Human Development Index

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 10. aug. 2019, 11:37 af Pugilist (diskussion | bidrag) Pugilist (diskussion | bidrag) (Opdaterer tal, ikke godt for dansk selvforståelse)
"HDI" omdirigeres hertil. For PSA Peugeot Citroëns dieselmotor, se HDi.
Verdens lande markeret med farver på grundlag af forskelle HDI baseret på FN's Human Development Report fra 2016. Rød markeret den laveste værdi, og mørkegrøn den højeste.

Human Development Index eller HDI er en engelsksproget betegnelse for et internationalt anvendt indeks for menneskelig udvikling. Human Development Index anvendes til at måle og sammenligne velstand og udvikling i forskellige lande eller foretage sammenligninger af eksempelvis lokale regioner inden for et land.

Mens bruttonationalproduktet (BNP) måler et lands økonomiske værdiskabelse gennem anvendelse af standardiserede økonomiske retningslinjer, er HDI udviklet med det formål at kunne sammenfatte langt flere parametre, så indekset kan give et mere komplet – og samtidig også mere komplekst – udgangspunkt for en sammenligning, da det inkluderer fattigdom, læse- og skrivefærdigheder, uddannelse, forventet levealder, fertilitetsrate, sundhedsforhold samt en række andre faktorer.

HDI blev udviklet af den indiske modtager af Nobelprisen i økonomi, økonomen Amartya Sen og hans pakistanske kollega økonomen Mahbub ul Haq (19341998), og fra 1990 er indekset blevet anvendt i FNs årlige rapport Human Development Report.

HDI angives på en skala fra 0 til 1, hvor 1 er bedst. Der foretages en vurdering af hver enkelt parameter, som derefter lægges sammen efter bestemt fastlagte matematiske regler, hvorefter hvert enkelt lands indekstal ligeledes fremstår som et tal mellem 0 og 1. Siden 2001 har Norge hvert år ligget øverst på den årlige internationale oversigt fra UNDP (FN's udviklingsorganisation). I den seneste 2018-rapport[1] ligger Norge (0,953) fortsat på førstepladsen, hvorefter følger Schweiz, Australien og Irland. Danmark er placeret på en 11. plads på indexet. med 0,925. Nederst ligger Den Centralafrikanske Republik og Niger.

FN udarbejder også et ulighedsjusteret HDI, der supplerende inddrager ulighed i forskellige sociale og økonomiske dimensioner. I 2016 lå Norge også på førstepladsen, mens Danmark opnåede en syvendeplads blandt alle landene på ranglisten.[2]

Noter

Eksterne henvisninger